
Aftaler – såvel mundtlige som skriftlige – er bindende efter dansk lovgivning, men alligevel synes begrebet at have været noget udvandet i forbindelse med vores byggeprojekt. Ofte har aftaler om, at den ene eller den anden skulle komme og lave dette og hint, blevet brudt, uden at vi har fået besked på det. Vi har derimod ofte måttet konstatere ved selvsyn, når vi kom op i huset, at det lovende ikke var blevet udført, hvilket for det meste har medført, at vi selv eller en anden håndværker ikke kunne gå videre med arbejdet. Dette kan jo kun skabe forsinkelser. Som bloggens læsere måske bemærker, er dette indlæg mere humørforladt end de øvrige, men det skyldes, at vi er godt trætte af, at en aftale for nogen ikke er en aftale, og at det mere er undtagelsen end reglen, at man melder afbud, såfremt man er forhindret i at overholde sin aftale. DET har faktisk været det værste ved projektet, efter at huset blev rejst, og det har skabt en del frustration og skepsis, at vi hele tiden har måttet holde styr på byggepladsen, og det har også samtidig betydet, at vi ikke kan flytte ind, som oprindeligt aftalt, idet der pt er alt for mange udeståender og ting, der enten ikke er i orden eller mangler at blive færdiggjort. Så vi har måttet fraflytte vores midlertidige bolig i Trørød, men har heldigvis fundet nogle barmhjertige samaritanerne (læs: Sørens forældre ;-)), der har givet os tag over hovedet den næste tid. Men alle disse prøvelser med projektet giver hår på brystet og gør os – om muligt – mere stærke og endnu gladere for den dag, vi kan flytte ind og bo i vores hus :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar