
Der er ingen tvivl om, at et projekt som dette - at købe en grund, sælge sin nuværende bolig og have en midlertidig bolig mens huset bygges og iøvrigt passe vores karrierer - er noget af en mundfuld, som kan påvirke selv det bedste forhold. Bare det økonomiske aspekt i det kan være hårdt, medmindre man planlægger det hele nøje, inden man giver sig ud i projektet. Vi var enige om, at vores liv ikke skulle ændres for radikalt, hverken mens vi bygger, eller når huset står færdigt. Vi er begge livsnydere, der gerne vil have råd til et weekendophold eller anden forkælelse indimellem. Vi vil gerne flytte i hus.....men ikke for enhver pris. Da vi startede med overvejelserne om at flytte i hus, kiggede vi også på eksistrende huse, men her kan man hurtigt stå i den situation, at man sidder med udgifter til to boliger på en gang. Ved at bygge hus selv undgik vi dette, idet vi kunne starte med at købe byggegrunden og først starte byggeriet, når vores nuværende bolig var solgt. Det betyder så også, at mens byggeriet står på, må vi bo lidt alternativt, hvilket vælter lidt op og ned på vores hverdag. Så det kan godt være, at det økonomiske aspekt ikke bliver en stressfaktor i vores situation, men der er flere ting at tage højde for. Der er desuden en enorm tankevirksomhed forbundet med at kaste sig ud i et projekt som dette, og det er ingen hemmelighed, at vi den ene dag kan tænke: "Hvad har vi dog kastet os ud i" - mens vi den næste dag kan synes, at det det mest spændende og fantastiske projekt og glæde os som små børn, til det hele står indflytningsklart, så vi kan nyde livet i hus og have. Det vigtigste er, at vi ikke bare er rosenrøde omkring det, men ved, at der også er hårdt arbejde forbundet med at nå frem til målet - og at parforholdet i den periode skal stå nogle prøvelser og i perioder vil stå lidt på standby. Så hvad kommer der så ud af at mikse et husbyggeri med økonomi og parforhold? - tjah i vores verden kommer der grobunden for et dejligt liv sammen i det nye hus, og de 6-8 turbulente måneder inden huset står færdigt er jo en lille del, hvis man tænker det ind i et livslangt perspektiv. Så vi har lavet en aftale: Uanset hvor svær den næste tid bliver, så er en ting sikkert: Vi vil dette, og når tingene bliver hårde, må vi huske, at det skyldes de midlertidige omstændigheder og ikke parforholdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar